At leve i parfold er stor kunst, måske den sværeste i livet. Sværere end at have børn, venner og arbejde. At gå i parterapi er ligeledes en stor kunst, hvor man bliver udfordret på sin evne til at turde kigge på sig selv, lytte til den anden, udvise forståelse, interesse og tålmodighed.
Mange vil gå i parterapi med den underliggende tanke, at partneren skal forandre sig. Så går man galt i byen.
En anden tanke er, at den anden skal gøre en lykkelig, og man er vred over at være blevet snydt. Den anden bliver således et objekt, der skal opfylde ens behov. Det giver meget vrede, skuffelse og afstand. Her er det vigtigt at lære, at den voksne har mere brug for at give end at få. Det er vores indre barn, der vil have opfyldt sine behov. Det giver modstand hos den anden.
Når man går i en dybere proces i parterapi, vil man opdage, hvordan vores sår spiler sammen. Når f.eks. kvinden har følt sig overset af sin travle far, finder hun en mand, der går lige sådan. Mandens sår er måske, at moderen altid har haft travlt med ham, været over ham. Når kvinden så kommer med sine behov, vil han føle sig presset og trække sig. Sårene forstærker hinanden gensidigt.
Mange af vores problemer kommer af, at vi på et dybere plan ikke føler os elskede. Vi bliver derfor krævende over for den anden og sårbare, når den anden ikke forstår os. Dermed bliver vi fjender i stedet for den nærmeste.
En del af arbejdet kan handle om at finde taknemmeligheden over for hinanden.
Det vigtigste arbejde i parterapi er, hvordan vi kommer bag forsvarene og mødes dybere. Det længes vi efter, men er også bange for det, da vi måske ikke kender det.
Forsvarene består af krav, forurettethed, vrede, etiketter, anklager mm. Bag det bliver begge parter alene.